Lakse-streamer, af Keld Vinther

  • Krog: Streamer eller vådflue, størrelse 4-8
  • Tråd: Sort
  • Hale: Rød marabou eller uldtråd
  • Rib: Ovalt guld- eller sølvtinsel, tynd
  • Krop: Sort uldgarn.
  • Undervinge: Hvid polarræv
  • Overvinge: Sort over grøn polarræv
  • Hoved: Sort

Keld fortæller:
Inspirationen til denne flue stammer fra læsning af diverse bøger om fluebinding.

I sommeren 2001 fiskede jeg den en aften som spinflue omkring hovedvejs- og jernbanebroerne mellem Skjern og Tarm. Først på aftenen havde jeg et gevaldigt hug på fluen næsten ovre ved modsatte bred. Fisken bed meget forsigtigt, så jeg troede først at der var tale om et bundhug, men da jeg strammede bremsen op for at rykke linen fri, kom der “liv i bunden”. En temmelig stor fisk kom op og rullede i overfladen og slog sig fri. Desværre var afstanden for stor til at jeg fik den tydeligt at se, så hvilken fisk der var tale om, får stå hen i det uvisse. Men den tog fluen på stort set samme måde som den næste:

Senere samme aften mistede jeg mit livs første Skjernå laks på fluen. Jeg havde kigget et sted ud med en strømhvirvel der skulle fiskes af, og kastet landede perfekt i rette afstand opstrøms hvirvelen. Da fluen drev ned og var på højde med strømhvirvelen “sad den igen fast i bunden” – troede jeg. Atter kom bunden “til live” – og nu ved jeg altså hvad bukkefeber betyder for en jæger! – jeg gjorde alt forkert!, men nåede trods alt at “hilse” på laksen, da den kom op i overfladen under dens færd opstrøms – i de ca. 10 sekunder der gik inden linen sprang! (Jeg trøster mig trods alt med, at fluen hurtigt falder ud af fisken igen, da jeg konsekvent klemmer modhagerne på mine fluekroge ind).

Det var som at have fået krogen sat fast i et eksprestog! – sikke kræfter. Laksen vurderer jeg til at have været lige godt en meter lang… – Jeg hilste på laksen og ønskede den god brudefærd videre op i åen og jeg håber naturligvis på at hilse på en eller flere af dens afkom om et par år.

Jeg sluttede fiskeriet for den dag, og lod langsomt adrenalinen sive ud af kroppen og forsøgte få hændernes til at holde op med at dirre…
Den nat, drømte jeg altså om LAKS….