General Practitioner - variantGeneral Practitioner – variant, af Keld Andersen, Tarm

  • Krog: Dobbelt Kamasan laksekrog størrelse 2 – 8.
  • Hale: Et bundt brun meleret egern over og under krog.
  • Rib: Guldwire eller guldtinsel.
  • Krop: Tyk orange uld.
  • Palmer kropshackle: Langfibret orange.
  • Vinge: Lille tippet fjer med et bundt brun meleret egern ovenpå, må gerne se meget busket ud. I to sektioner, en ved hoved og en midt på kroppen.
  • Hoved: Rød.

Bemærkninger:
En flue som virkelig kan gøre sig gældende i højt og grumset vand, er min General Practitioner Variant. I beskidt vand eller tidlig morgen og sen aften, kan den være dræbende.

Det var en aften ude ved Omme Å, på et stykke vi kalder Raby Krat, jeg havde været der lige fra middag og frem til mørkets frembrud, I løbet af eftermiddagen havde jeg taget en del Stallinger og nogle mindre ørreder, sådan uden den helt store forskydning på vægtskålen.

Jeg havde lige lagt fluen, en stor General Practitioner Variant, ud i et kast tværs over åen foran et stort hul, da en af mine venner kommer forbi og der skulle selvfølgelig snakkes.

Bedst som vi står der og fluen som et følge af kastet, begynder sit drev over åen, lyder der et vældigt skvulp og linen fræser af mit hjul som var den betalt for det. Piben som i samme øjeblik var ved at blive stoppet blev glemt, jeg slap hvad jeg havde i hænderne og greb stangen.

I samme sekund slap fluen sit greb på fisken og en bølge fortalte mig, at den var af en anseelig størrelse. Peter kunne så fortælle at de sidste dage havde han jagtet en stor havørred på den pågældende plads. Han havde set den flere gange og anslog den til et sted mellem 5 og 8 kilo.

Så blev der ellers fisket ihærdigt, hvor vi gik hullet igennem flere gange på skift, men nej, det var blot den ene gang fisken viste sig, som ville den fortælle: jeg er her skam endnu.

Og hvad kan man lære af det? – jo, hold altid stangen i hånden, denne episode kostede mig desuden en halv dåse tobak, som lå mellem engens græs.

Hold godt fast…
Keld Andersen